Det der med at have nær familie som man ikke ser.

I min familie er vi 5 søskende. 4 piger og en dreng.

3 af os piger har børn. jeg har selv to drenge på hhv 4 år og 6 mdr.  Min ældste storesøster har to skønne store piger på hhv. 9 og 12 år. og min mellemste storesøster har en datter på 8 år. J. vi ser desværre bare ikke J. jeg har måske set hende måske 5 gange i hele hendes 8 år lange liv. Det er ikke fordi jeg ikke vil men det er fordi det ikke er muligt. J kom i plejefamilie da hun var 1 år ca. Det er rigtig godt for hende og hun har det rigtig godt. Det er selvfølgelig rigtig hårdt og rigtig svært for min søster kun at se sin datter hver 2 uge i 5 timer ad gangen. og jeg kan også mærke at det begynder at bliver sværere for os at skabe en relation til hende fordi at vi ALDRIG ser hende – og hun os. jeg ser billeder af hende på facebook som min søster ligger op når de har besøg af hende. og ind imellem ser jeg en video. det er dejligt at se hun smiler og det er dejligt at se at hun er blevet større.. men Villads kender hende ikke, vi kan fortælle ham at det er hans kusine men han har kun set hende to gange i sit liv. jeg vil hende SÅ gerne, og jeg ville ønske at vi kunne gøre noget. men det er bare ikke muligt. fordi hun bor i plejefamilie.. Min søster har ydermere fortalt at plejefamilien har frabedt sig at de (min søster og hendes mand) nævner os og taler om hendes familie når hun er der, fordi hun bliver forvirret.

plejefamilien er hendes familie, de andre børn er hendes “søskende” og plejeforældrene er hendes “mor” og “far”.. Shit det er svært at sluge.

jeg ved det er svært for andre at forstå. men J har ADHD og det er svært for hende at holde styr på at hendes familie ikke er hendes rigtige familie og at hun har en rigtig familie, som hun bare ikke ser.. kun på billederne der hænger på væggene i hendes rigtige forældres hus. jeg taler ikke engang i telefon med hende, vi bliver udelukket fra hendes liv totalt, og det er virkelig hårdt…. Jeg ville ønske at det var anderledes, men sådan som det er nu, så er det for Js bedste. Det bliver jeg og min familie nødt til at respektere.

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvad så når hun bliver stor og selv kan bestemme…? hvad så..?? hvad sker der så?

lige lidt følelsestankemylder på en ellers god tirsdag eftermiddag.